umulig boligmission?

At boligen så småt bliver stablet på benene er vist så meget sagt. For selvom jeg har stort set alt hvad jeg skal bruge, og mere til, i møbler og diverse brugskunst, mangler jeg kun én ting. Boligen.

Idag gennemgik jeg en af de frembrusende fremvisninger som mange unge, der ønsker en bolig i Aarhus midtby, oplever. At stå iblandt tyve andre håbefulde boligsøgende, som er lige så villige til at gå igennem ild og vand for at blive den heldige lejer, er noget af en stressende oplevelse. I mit tilfælde, hvor flere havde kørt langvejs fra for at se deres måske kommende bolig, fik man blot smidt i ansigtet af den flabede fremviser, at man blev udvalgt igennem en lodtrækning.

Heldigvis var den lange vej det hele værd, for lejligheden var alle tiders. Håber at blive den heldige lejer!

Nu vil de sgu lukke Gamle Scene!



Det er med sikkerhed, at jeg en dag skal opleve Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Et af Danmarks mest smukke og henrivende perler med en kulturhistorie, ynde og æstetik så fascinerende, at den med garanti kan forårsage åndenød hos selv den mest kritiske smagsdommer.

En af Danmarks, efter min mening, mest fascinerende steder idet det har huset nogle af historiens største kulturelle personligheder indenfor skuespil, opera og ikke mindst ballet. Fra Ludvig Holbergs komedier til Henrik Ibsens samfundskritiske stykker henover balletmesteren August Bournonvilles udødelige klassikere som "Napoli" og "Sylfiden" - Ikke mindst teatrets nuværende opsætning af Bournonvilleklassikeren "Et Folkesagn" må jeg opleve!

Det ser desværre ud til at mit håb ligeså stille smuldrer, hvis Det Kongelige Teaters bestyrelsesformand får indfriet sin plan om at lukke Gamle Scene - hvilket han åbenbart ønsker at realisere. Tosse! At lukke et af Danmarks største, smukkeste og mest historierige kulturinstitutioner er jo direkte vanvittigt uanset om man anvender sig af teatret eller ej. 

Men vi skal have et nyt teaterhus og operahus. Jamen det skal vi da!  

Det perfekte par?

Kender du det? Når ét par i ens vennekreds går hver til sit, og man står uforstående på sidelinjen og  spørger sig selv, hvorfor. Man troede at alt var blændende, at lige præcis dét par skulle blive sammen til evig ende. At lige præcis disse to personer kunne kunsten, at skabe og ikke mindst opretholde det perfekte forhold. Man synes, at de var hinandens komplimentære, hinandens sjæleven og bedste halvdel. At de med en yndefuld finesse mestrede dét at være sammen. At lige præcis dette par, med deres opsmøjede chinos med en altid nytændt smøg trygt mellem fingrene, ikke for smart men lige cool nok til at man var imponeret, havde det der skulle til for at klare den. De var så smukke. Hver for sig, men især sammen. Han, med sit skønne og helt perfekte sliksiddende hår, der ikke kunne sættes en finger på, hvilket man ikke turde, af frygt for, at en tot skulle komme i vejen for hipsterheden. Hende, med sine gude skønne acne jeans og det nyeste indenfor Marc Jacobs, som vi andre blot måtte måbe efter. De var så perfekte. Det synes vi i hvert fald.

Vi var hverken designere, gengangere på de smarte klubber eller forrest i køen til fashionweek. Vi drak aldrig cosmopolitans, røg aldrig franske cigaretter og hørte heller aldrig eller dubstep eller jazz. Vi havde heller aldrig været i Paris, London, Milano eller Tokyo. Vi kendte ikke forskel på High street og couture, netto og delikatesse. Vi var almindelige. 

Men her sidder vi. ti år efter.