Kender du det? Når ét par i ens vennekreds går hver til sit, og man står uforstående på sidelinjen og spørger sig selv, hvorfor. Man troede at alt var blændende, at lige præcis dét par skulle blive sammen til evig ende. At lige præcis disse to personer kunne kunsten, at skabe og ikke mindst opretholde det perfekte forhold. Man synes, at de var hinandens komplimentære, hinandens sjæleven og bedste halvdel. At de med en yndefuld finesse mestrede dét at være sammen. At lige præcis dette par, med deres opsmøjede chinos med en altid nytændt smøg trygt mellem fingrene, ikke for smart men lige cool nok til at man var imponeret, havde det der skulle til for at klare den. De var så smukke. Hver for sig, men især sammen. Han, med sit skønne og helt perfekte sliksiddende hår, der ikke kunne sættes en finger på, hvilket man ikke turde, af frygt for, at en tot skulle komme i vejen for hipsterheden. Hende, med sine gude skønne acne jeans og det nyeste indenfor Marc Jacobs, som vi andre blot måtte måbe efter. De var så perfekte. Det synes vi i hvert fald.
Vi var hverken designere, gengangere på de smarte klubber eller forrest i køen til fashionweek. Vi drak aldrig cosmopolitans, røg aldrig franske cigaretter og hørte heller aldrig eller dubstep eller jazz. Vi havde heller aldrig været i Paris, London, Milano eller Tokyo. Vi kendte ikke forskel på High street og couture, netto og delikatesse. Vi var almindelige.
Men her sidder vi. ti år efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar